Fiskeferie i Blåvand

Trænger du til en rolig dag i naturen? Tag på fisketur! Der er flere åer, søer og kystområder omkring Blåvand, hvor I kan fiske efter fisk som laks, ørreder, stør eller pigvar. Brug ferien på at være sammen og opleve naturen ved at kombinere sommerhusferie med en god gammeldags fisketur.

Varde Å

Varde Å har optimale levevilkår for fisk, især laks og havørreder. For nylig har åen fået tilbageført sine sving, hvilket giver fiskene fri passage mod gydepladserne og et rigt dyreliv. I åen finder du foruden laks og havørred også snæbler, der dog er fredede.
Langs åen findes et rigt dyreliv og en flot og varieret natur, hvilket er en af grundene til, at lystfiskere fra hele landet tager til Varde Å.

Ønsker du at fiske i åen, skal du købe et dagskort. 

Put and take søer

Der er flere put and take søer i området med både toilet, rengøringsplads samt bænke og borde.

Tilbring fx et par timer ved søbredden ved Ho Fiskesø eller Kløvergaarden i Nr. Nebel. I kan også tage til Grærup Fiskesø og fange flotte fiske som beluga stør, diamant stør samt regnbue- og guldørreder. Og ved Vrøgum Fiskesø ved Oksbøl er der en stor ørredbestand samt ål, karper, aborrer og gedder.

Fiskeri i Vesterhavet

Blåvand ligger lige ud til Vesterhavet, og er man en relativt garvet fisker, kan man med fordel forsøge sig ved områderne omkring Børsmose, Vejers, Henne og Grærup Strand eller på strækningen fra Hvidbjerg til Blåvand fyr. Her er der gode chancer for at fange pigvar, der er Danmarks andenstørste fladfisk. Sæsonen går fra slut april til slut september.

Vær opmærksom på at der kræves et dansk fisketegn, før du må fiske.