Forår i Blåvand
I foråret er lyset ved Vesterhavet noget helt særligt, trækronerne er lysegrønne og fuglesang fylder uderummet.
Nyd det skønne Vesterhav på en gåtur i klitterne, eller lej et sommerhus med havudsigt og oplev havet direkte fra terrassen. Tager du på ferie i perioderne rundt om helligdage, og dermed uden for højsæsonen, vil du kunne opleve naturen i helt eget tempo. Du vil finde en større ro i området - og også lavere priser på sommerhuse.
Aktiv ferie under åben himmel
Der er mange muligheder for at være aktiv udendørs, når du holder forårsferie i Blåvand. Den flotte natur med stisystemer og afmærkede ruter gør området ideelt til vandre- og cykelture i det fri. Du kan også kaste dig ud i aktiviteter som ridning, golf og lystfiskeri - og sætter du kurs mod Vesterhavet, vil forårsvejret være perfekt til surfing og andre vandsportsaktiviteter.
Naturen er skøn i forårsmånederne på grund af lyset og de friske farver i landskabet, men også fordi dyrelivet bliver mere aktivt i denne periode. Det er ikke usædvanligt at se kronvildt i Blåvand eller opleve et rigt fugleliv, når foråret sætter ind. Især hvis du bevæger dig ud i de tidlige morgentimer.
Blåvand by i forårsklæder
Tager du en tur ind til Blåvand by, vil små butikker, specialforretninger og lokale loppemarkeder fylde byrummet. Her sælges blandt andet brugskunst, hornsmykker og håndlavet sæbe. Søger du noget godt at spise på din forårsferie, finder du også mange hyggelige spisesteder i byen med siddepladser udendørs. Her kan du bestille en dejlig, dampende kop kaffe eller en let frokost og være tilskuer til byen, der langsomt får mere liv i de milde forårsmåneder.