✓ Elektroniske dørlåse
✓ Militærøvelser
✓ Videresendelse af post/avis

A-Z info

Her finder du en lille A-Z over det vi tænker kan være vigtig for dig på ferien.

Afrejse

Hvis du ønsker at afrejse uden for vore åbningstider skal nøglen og forbrugsseddel afleveres i postkassen i indgangspartiet ved Blåvand Kro (Horns Bjerge 4, Blåvand – der hvor du har hentet nøglen).

Afstande

Afstande er angivet med forbehold. De angivne afstande er målt som luftafstande.

Betaling

1. rate (25%) skal betales straks efter modtagelse af lejebeviset. Restbeløbet betales 49 dage før lejeperiodens påbegyndelse. Ved leje senere end 49 dage før lejeperiodens påbegyndelse betales straks efter modtagelse af lejebeviset.

Brænde

Brænde er aldrig inkluderet i prisen men kan købes lokalt hos købmanden. Findes der brænde ved feriehuset er dette husejerens private ejendom og kan kun benyttes eller købes, såfremt det specifikt fremgår af meddelelse i feriehuset. Betaling sker i så fald direkte til ejeren og efterlades i huset ved afrejsen. Man må ikke samle brænde i skoven eller ved stranden, da dette kan indeholde salt, som kan ødelægge brændeovnen. Ved kraftig vind eller storm kan det ske, at brændeovnen/kaminen ikke kan benyttes, idet vinden presser røgen tilbage i skorstenen.

Byggelarm

Det kan forekomme, at der i nærheden af det lejede feriehus opstår byggelarm. Feriekompagniet Blåvand kan ikke vide, hvornår og hvor der bliver bygget eller renoveret og kan naturligvis heller ikke holdes ansvarlig herfor.

Barneseng – barnestol - havegrill

Gæster hos Feriekompagniet Blåvand kan GRATIS låne barnesenge, barnestole – der opkræves et depositum DKK 150,- pr. enhed, som tilbagebetales når det lånte afleveres ved afrejsen. Det lånte skal afhentes og afleveres på nøgleudleveringsadressen Horns Bjerge 4, Blåvand

Cykeludlejning

Det er muligt at leje cykler i Blåvand (info januar 2021)

Depositum

Har du betalt Depositum afregnes det senest 2 uger efter afrejse.

Elektroniske dørlåse

Vi har mange huse med elektronisk dørlås. Det betyder at du før ankomst får tilsendt en kode, som du skal bruge for at låse dig ind i huset. Huset er klar til indflytning kl. 15.00 på ankomstdagen, eller før hvis du modtager en SMS fra os, om at huset er klart. Vær opmærksom på at døren automatisk låser 10 minutter efter du har tastet din kode.

Feriehuset

Feriehusets soverum kan være små med smalle senge. Bemærk at træhuse kan lugte lidt fugtige ved ankomst, afhjælp ved at lufte godt ud og sætte varme på.

Forbrugsomkostninger

De fleste huse opvarmes med elektricitet, men enkelte huse har andre energikilder end strøm, f.eks. jordvarme, solvarme eller oliefyr. Forbrugsomkostninger (opvarmning og vand) betales ved afrejsen. I nogle huse opkræves vand.

Glemte sager

Glemte sager fundet i feriehusene bliver opbevaret hos Feriekompagniet Blåvand i op til 4 uger efter indleveringsdatoen. Disse kan returneres til lejeren mod betaling af forsendelsesomkostninger og et gebyr.

Grill

Ved langt de fleste feriehuse findes der en havegrill, som frit kan benyttes af lejerne. Venligst rengør grillen efter brug. Feriekompagniet Blåvand påtager sig dog intet ansvar for standard og renhed. Gasgrill: Hvis gasflasken bliver tom, kan den byttes til en ny hos Spar, Horns Bjerge 1. Vi betaler flasken mod fremvisning af bon.

Grundarealet

I husbeskrivelserne findes ofte ordet ”naturgrund”. Med dette menes eksempelvis hede, ujævn jordbund, højt græs, vildtvoksende enge. Disse grunde er af ejerne overladt til naturen selv. Derfor kan du ikke regne med, at du kan benytte hele grunden, eller forlange at grunden bliver klippet.

Gæster

Vi gør opmærksom på, at der ikke må overnatte flere personer i det lejede feriehus end det er tilladt i beskrivelsen af huset. Det er heller ikke tilladt at opsætte telte, campingvogne eller autocampere på grunden ved det lejede feriehus. 

Militære øvelser – International fredssikring

Landskabet omkring Ho, Blåvand, Vejers, Mosevrå og Jegum benyttes til tider til NATO’s militæriske øvelser. For at opnå forståelse for deres arbejde afholder militæret nogle dage øvelser, som gæsterne har mulighed for at overvære. Øvelsestidspunkter findes her

Nøgleafhentning

Huset er indflytningsklart fra kl. 15.00 på ankomstdagen. Nøglen afhentes på Horns Bjerge 4, 6857 Blåvand på ankomstdagen (hvis lørdag mellem 15.00 og 17.00) - ved ankomst efter 17.00 vil nøglen ligge i indgangspartiet til kontoret. Nøglen ligger i en boks, koden til boksen sender vi via SMS. Åbningstider

Post - videresendelse af post

Ønsker du din post videresendt på ferien, anbefaler vi, at du sender til Feriekompagniet, og henter den her.

Rengøring

Hvis feriehuset ikke er som forventet, så kontakt os hurtigst muligt så vi kan afhjælpe dette.

Renovation

Ved feriehusene er der enten en affaldscontainer eller affaldssæk. Disse bliver tømt i løbet af ugen (om vinteren hver 14. dag). De kan derfor ikke forvente at ankomme til en tom affaldscontainer eller affaldssæk, men ekstra sække kan fås hos Feriekompagniet Blåvand. Vi opfordrer alle vores gæster så vidt muligt, til at sortere affaldet, og bringe pap, papir, plastik, konserves, glas og flasker til genbrugspladsen på Hvidberg Strandvej eller Fyrvej.

Sengetøj

Sæt (to håndklæder, lagen, dyne- og pudebetræk).Sengetøj skal hentes og afleveres på nøgleudleveringsadressen Horns Bjerge 4, Blåvand.

Skade

Skulle I som gæst opdage en skade ved ankomst, så venligst tag et billede og send det og en kort beskrivelse til info@feriekompagniet.dk

Sygesikringsbevis

Vi anbefaler alle vore gæster, at de medbringer deres sygesikringsbevis under ferieopholdet.

Ungdomsgrupper

Vi lejer ikke ud til ungdomsgrupper grundet dårlige oplevelser (beskadigelse af ting og manglende rengøring), dette gælder for grupper fra/på 4 personer, der hovedsageligt har en alder på under 25 år.

HUSK: Ikke myndige personer (under 18 år) kan ikke leje et sommerhus.

Vinteropvarmning

I perioden fra december til og med marts vil det lejede feriehus være opvarmet ved ankomsten, således at det ved indflytning har nået en temperatur på ca. 18° C. Ved huse med swimmingpool vil poolen være opvarmet til ca. 24 - 28° C.

Transport til sommerhuset

De fleste tager bilen til Blåvand, men hvis man kommer langvejsfra eller får besøg af udenlandske familie eller venner er de nærmeste lufthavne Billund Lufthavn og Midtjyllands Lufthavn. 

Du kan sammenligne priser på flybilletter til disse lufthavne på rejsesøgemaskiner som f.eks. 

Travelmarket.dk  eller Rejsesiden.dk 

 

 

Har I ubesvarede spørgsmål, er I altid velkommen til at ringe til os på +45 75 27 50 70

Se også Ankomst og Afrejse