Vesterhavet er noget helt særligt året rundt!Blåvand StrandVed Blåvand kan stranden deles op i en nord- og sydstrand. I nord er stranden præget af den velkendte vildskab, der ses mange steder ved den jyske vestkyst. Det anbefales derfor ikke, at man bader her, da strømmen kan være kraftig. Til gengæld er det netop vildskaben, og det til tider meget stormfulde vejr med høje bølger, der gør stranden ideel til at finde rav, hvis man begiver sig ud på en længere vandretur langs vandet. I syd er sceneriet et helt andet. Den sydlige del af Blåvand Strand og Hvidbjerg Strand er børnevenlig, rolig og perfekt til en familietur, hvor sandslotte og lege i vandkanten er højt på tapetet. Strandene ligger i læ af Horns Rev, og derfor er hestehuller og understrøm meget sjældne, men det er vigtigt altid at være påpasselig omkring vandet. Ved Hvidbjerg Strand ligger Vesterhavets eneste badebro til glæde for vinterbadere, kørestolsbrugere og alle andre, der gerne vil have let adgang til vandet eller nyde det fra første parket. Der er parkeringsmuligheder ved begge strande, og på den sydlige del af Hvidbjerg Strand er det tilladt at windsurfe. På sydstranden er der om sommeren et bemandet livreddertårn
|